Kæmper du også med at få dit CV og din ansøgning til at sidde lige i skabet? 💥

Føler du dig ikke helt klar til jobsamtalen, og savner du inspiration til spørgsmål, du kan stille for at lyde kvalificeret og interesseret i jobbet?

Frygt ej. Vi har samlet en masse gode råd, der gør din jobsøgning lidt nemmere.

Sådan skriver du en fængende ansøgning

 

1. Læs jobopslaget grundigt - og gem det på dit skrivebord
Et jobopslag indeholder ofte mange ønsker til, hvad du som ny medarbejder skal kunne. Det er dog ikke alle, der er lige vigtige i forhold til jobbet. Start derfor med at læse jobopslaget grundigt igennem. Hvad er de primære arbejdsopgaver, og hvilke kompetencer kræver det at løse dem? Overvej derefter, hvilke kompetencer du kan bidrage med, og hvorfor du er den rigtige person til jobbet. Hvis du ikke sætter dig ind i virksomhedens konkrete behov, er der så overhovedet et behov for dig?

2. Grib knoglen og bliv klogere, men kun hvis du har noget klogt at sige
I nogle tilfælde kan det være en god idé at ringe til virksomheden og spørge mere ind til stillingen. Husk at forberede nogle gode, relevante spørgsmål, inden du ringer. Så er du klædt på til at stille skarpe og velovervejede spørgsmål og dermed få nogle gode svar, du kan bruge i din ansøgning.


3. Synergi = Succes 
Sørg for, at dit CV og din ansøgning matcher hinanden grafisk. Det efterlader et tjekket helhedsindtryk af dig som medarbejder. Du behøver ikke være en haj til InDesign. Samme skrifttype og opsætning kan også gøre det. Hvis du bruger en farve i dit CV, så sørg for, at samme farve går igen i din ansøgning.


4. Kom med eksempler
Eksempler fra ’det virkelige liv’ er den bedste måde at vise en kommende arbejdsgiver, at du har de kompetencer, det kræver for at komme i betragtning til jobbet. Vær derfor ikke bleg for at bruge dem i din ansøgning – uanset om det er et eksempel fra tidligere job, dine fritidsinteresser, uddannelse eller noget helt fjerde. Et eksempel på et eksempel kommer her: 

Med mig ombord, vil I få en medarbejder, der kan være med til at yde en værdifuld kundeservice og sikre en høj kundetilfredshed. Det kan jeg, fordi jeg har haft tilsvarende opgaver tidligere i min karriere. Her har jeg bl.a. arbejdet med forskellige IT-systemer, kommunikeret på henholdsvis dansk og engelsk, og så har arbejdet selvstændigt og struktureret med mange forskelligartede arbejdsopgaver.


5. Kassér klichéerne, Romeo

Du må gerne være kreativ med sprogbruget i din ansøgning. Drop derfor de kedelige klichéer og find i stedet en anden måde at skrive det på. Hvad betyder det f.eks., at du er god til at have mange bolde i luften? Det kan betyde, at du er god til at tackle flere opgaver ad gangen, og at du kommer i mål med opgaverne uden at misse vigtige deadlines.

 

6. Hvis du sender en standardansøgning, så får du et standardafslag
Sørg for at målrette hvert enkelt ord, så virksomheden kan mærke, at du taler til dem – og ikke en hvilken som helst virksomhed. Ellers bliver du gennemskuet hurtigere end du kan nå at sige 'jamen'.


7. Less is more
En arbejdsgiver skal ofte igennem en stor stak af CV’er og ansøgninger. Sørg derfor for at holde din ansøgning kort og præcis. Brug evt. nogle gode overskrifter, der fortæller noget relevant om dig. En god tommelfingerregel er, at din ansøgning max skal fylde en A4-side.


8. Hsuk at læse keorktrur på dit idnohld

Læs hellere din ansøgning igennem en gang for meget, end en gang for lidt, inden du sender den afsted. Få også gerne en ven, flirt eller et familiemedlem til at læse både jobopslag og din ansøgning igennem. Så er du sikker på, at du har fået det vigtigste med, og der ikke er nogle dumme stavefejl.

 

Struktur, struktur, struktur

En god struktur gør det nemmere for dig at holde den røde tråd i din ansøgning og sikre, at du får de vigtigste ting med. Et eksempel på en god struktur kunne være:

Overskrift
Det første, der fanger øjet, når man læser din ansøgning. Vær derfor omhyggelig med at finde en fængende overskrift. F.eks.:

”Energisk & IT-kyndig kundekonsulent” eller ”Engageret truckfører med x års erfaring”.

Indledning
Brug de første linjer af din ansøgning på at beskrive, hvad du kan bidrage med til stillingen/virksomheden, og hvad der driver dig. Fremhæv kun det, som har relevans for stillingen.

Brødtekst
Her kan du uddybe de kompetencer, der gør dig egnet til jobbet. Meget gerne med eksempler.

Afrunding
Slut af med dine personlige styrker, så arbejdsgiveren kan se, hvordan du socialt kan passe ind i teamet og/eller organisationen.

Undgå klichéer i din ansøgning

Opret en profil, og få vores bud på, hvordan du omskriver klichéerne til reelt indhold.

eMobile

 

 

Sådan skriver du CV'et der får dig til samtale 🚀

Dit CV er enormt vigtigt. Tal viser, at 80% af alle arbejdsgivere læser CV’et først. Og de bruger ikke mange minutter på det.

Sørg derfor for at opsummere din vigtigste erhvervserfaring, uddannelse og kompetencer så overskueligt og intuitivt som muligt.

Her får du nogle råd, der kan klæde dig på til at udarbejde et skarpt CV, der skiller sig ud fra mængden.

1. Det er kun Batman, der kan slippe afsted med ikke at vise sit ansigt
Husk et vellignende og professionelt profilbillede af dig selv. Få gerne taget et billede specielt til lejligheden. Du behøver ikke et professionelt kamera. De fleste mobiltelefoner kan i dag tage billeder af høj kvalitet - og så har du et godt billede, du også kan bruge til Grammen eller din Linkedin profil.

2. Det er med en profiltekst, som det er med et lyskryds. Det kan få os til at stoppe op
Din CV-profiltekst kan være afgørende for, om du fanger læserens opmærksomhed og bliver indkaldt til en samtale. En god profiltekst fortæller på max 5-7 linjer din kommende arbejdsgiver om dine vigtigste kvalifikationer samt motivationen for at søge jobbet.

3. Du skal undgå huller i tænderne, og du skal undgå huller i dit CV
Som udgangspunkt er det en god idé at undgå alt for store huller i dit CV. Hvis du har en periode i dit CV, hvor du ikke har arbejdet eller studeret, så husk at redegøre for, hvad du har brugt din tid på i stedet, og hvilke kompetencer det gav dig. På den måde kan du i stedet vende det til din fordel.


4. Hvis du ikke skriver din seneste erfaring øverst – så ligger du nederst i bunken
Et klassisk, men ikke desto mindre vigtigt tip er, at du skal opstille dit CV i omvendt kronologisk rækkefølge, så din seneste og mest relevante erhvervserfaring og uddannelse står først. Alt erhvervserfaring tæller. Din kommende arbejdsgiver er dog først og fremmest interesseret i, hvilke kompetencer du tager med dig fra dit seneste job eller uddannelse – og knap så interessereret i, at du i 8. klasse gik tur med din nabos hund.


5. Ro på, Hemingway. Det gode CV fylder ikke mere end 2-3 sider
Dit CV må endelig ikke blive for langt. Husk derfor kun at medtage de mest relevante ting i forhold til det specifikke job, du søger. Du kan sagtens have et slags brutto-cv, der indeholder alle dine erfaringer og kompetencer, som du herefter kan målrette til det enkelte job.

 

 

Sådan bruger du dit vikariat til at booste dit CV

Hvis du en dag beslutter dig for at søge en fast stilling, er det en fordel at tænke over, hvordan du bedst muligt præsenterer din vikarerfaring på dit CV.  Hvordan skriver man sine vikarjob på sit CV, så det ikke ligner en tilfældig rodebutik med mange korte ansættelser, men derimod signalerer erfaring, kompetencer og succes? Det kan du gøre på flere forskellige måder. Vi har listet et par eksempler herunder.

 

Brug højtprofilerede brands til at booste dit CV

Du kan få kendte og respekterede virksomheders brands til at booste dit CV, hvis du skriver navnene på de virksomheder, du faktisk arbejdede for, og ikke kun Moments. Det kunne se sådan her ud:

  • 2005 - 2006 Lønkonsulent, Danske Bank, Taastrup - vikariat via Moment A/S
  • 2006 - 2007 AML Specialist, Danske Bank, Taastrup - vikariat via Moment A/S

 

Til dig med mange korte vikariater

At have været ansat i en virksomhed i fx et år eller længere tid, er altid et plus på CV’et. Men hvis du har haft mange vikarjob af kortere tids varighed, kan du vælge at fokusere på hvor længe, du har været tilknyttet Moment, og så opremse de mange kompetencer, du har har tilegnet dig i dine forskellige job. Det kan se sådan her ud: 

2001 - 2004 Diverse vikariater inden for kundeservice for virksomheder med behov for kompetencerne: XX, XXX og XXXX. Virksomhedserfaring fra bl.a.:

  • Novo Nordisk
  • Danske Bank
  • Teleperformance

 

En anden måde at lave sit CV på, som kan være særligt fordelagtigt for dig med mange korte vikariater, kunne være at liste dine vikarjob efter de funktioner, du har besiddet. Og eventuelt i omvendt kronologisk rækkefølge. Det kunne se sådan her ud:

Budgettering: 
Erfaring med budgettering og analyse af data fra vikariater via Moment A/S hos bl.a. Københavns Vestegns Politi, Danske Bank, Express Bank.
Stillingserfaring som: økonomimedarbejder, kundekonsulent og Financial Controller. Periode: 2005 – nu.

Projektstyring:
Erfaring med projektstyring fra vikariater via Moment A/S hos bl.a. Lasso X, AstraZenica.
Stillingserfaring som: Projektleder, administrativ medarbejder. Periode: 2003 – 2005.

CV- og ansøgningsskabelon?

Vi har gjort det nemt for dig, og udarbejdet en komplet CV- og ansøgningsskabelon. Du finder den ved at klikke på linket, og oprette en profil. Så er du et skridt nærmere ønskejobbet.

eMobile

 

Forbered dig til jobsamtalen her

Du er nu nået gennem nåleøjet og er blevet kaldt til jobsamtale. Det betyder, at arbejdsgiveren har udvalgt lige præcis dig blandt en masse andre ansøgere.

Du har altså allerede gjort et godt indtryk. 

Formålet med jobsamtalen er at lære dig bedre at kende, både som medarbejder og som person.

Men hvordan bliver jeg klar til jobsamtalen, tænker du, imens du nervøst sidder og vipper frem og tilbage på kontorstolen. 

Bare rolig. Du får her nogle gode råd til, hvordan du forbereder dig bedst muligt til jobsamtalen.

 

 

 

1. Lav din research, Sherlock
Læs op på virksomheden og undersøg f.eks., hvem der deltager i jobsamtalen. Jo mere du ved på forhånd, desto større mulighed er der for at ramme rigtigt, både hvad angår dine svar, din smalltalk og fremtræden.


2. Lille spejl på væggen der, hvem er det nu lige du ser her
Google typiske spørgsmål til jobsamtalen og forbered dig på, hvad du vil svare. Øv dig foran spejlet på din elevatortale og på det klassiske spørgsmål, ”fortæl os lidt om dig selv”. Det er sværere at svare på, end du måske tror.


3. Må jeg dukke op til samtalen i en leopard skjorte?
Er du i tvivl om, hvad du skal tage på til en samtale? En god tommelfingerregel er at klæde dig på efter jobbet og kulturen i den virksomhed, du skal til samtale hos. Jeans og en t-shirt kan sagtens gå an til nogle typer job og virksomheder, mens det andre steder er mere passende med en blazer.


4. Alle goder samtaler starter til tiden
Du er bagud på point fra start, hvis du kommer for sent. Mød op i god tid. Hellere ti minutter før tid, end to minutter for sent.


5.
Over 50% af det, vi siger til andre, kommer ikke ud gennem munden
Husk at holde øjenkontakt og tænk over, hvad du signalerer med dit kropssprog. Lukkede arme kan f.eks. udstråle usikkerhed. Et godt tip er at gøre det samme som arbejdsgiveren. På den måde opstår der en form for samhørighed. 


6. Tag medansvar til jobsamtalen, og stil spørgsmål deres vej

Savner du inspiration til, hvilke spørgsmål du kan stille til samtalen for at lyde ekstra kvalificeret og interesseret i jobbet?

Vi har samlet et udpluk af gode spørgsmål, du kan lade dig inspirere af. Et godt tip er at udvælge de 3-5 spørgsmål, du er mest nysgerrig på, og som giver mening i forhold til den stilling, du er til samtale om. Du finder dem her.

Hvordan optimerer jeg min LinkedIn-profil?


Det er almindeligt at bruge LinkedIn ved både jobsøgning og kandidatsøgning. Det er derfor en fordel at vide, hvordan du på allerbedste vis bruger LinkedIn i din jobsøgning.


​Vores kollega Sabine sidder klar med gode råd til dit profilbillede.

Vil du se flere af vores tips?

På YouTube har vi samlet en masse videoer med gode råd til jobsøgningen. Dem finder du her.

eMobile