Sådan skriver du en god ansøgning

Sådan skriver du en ansøgning, der skiller sig ud af mængden.


Når du har fundet et job, du gerne vil søge, skal du gøre dig overvejelser om, hvad der skal stå i din jobansøgning. En god og gennemarbejdet jobansøgning kan afgøre, om du bliver indkaldt til jobsamtale eller ej. Det er derfor vigtigt, at du bruger tid på at skrive en god ansøgning, som giver et sandfærdigt billede af dig og dine kvalifikationer i forhold til det pågældende job, samt viser din motivation for jobbet.

Her får du fem gode råd til, hvordan du skriver en god ansøgning.

1. Målret din ansøgning

Du bør først og fremmest lave et baggrundstjek på den virksomhed, du søger job hos. Det er en rigtig dårlig idé at lave en standardansøgning, som du sender til flere forskellige virksomheder. Derimod bør du vise, at du har gjort dig tanker om, hvad du kan tilbyde lige netop den virksomhed, du søger job hos. Det gør du ved at skrive en målrettet og personlig ansøgning. 

For at være i stand til det kan du starte med at tjekke virksomhedens hjemmeside. Her fremgår det ofte, hvilken type virksomhed, der er tale om, og hvad virksomheden står for. Dernæst kan du tjekke virksomhedens tilgang til sociale medier, fx Facebook og LinkedIn, læse kundeanmeldelser af virksomheden, undersøge markedet for konkurrenter og lignende. Det sidste kan give en indikation af nogle af de udfordringer, virksomheden står overfor, og som du (indirekte) kan være med til at løse.

Der kan være tilfælde, hvor du ikke kender navnet på den virksomhed, du søger job hos. Her gælder det om, at danne sig et indtryk af virksomheden ud fra selve jobopslaget og tilpasse ansøgningen dertil. 

2. Overvej sproget

Er virksomheden meget formel, eller er det en virksomhed med en mere løssluppen eller uformel kultur? 

Sørg for at tilpasse dit sprog til virksomheden og undgå at bruge alt for mange tomme buzzwords, såsom: ambitiøs, ansvarsfuld, selvstændig, dynamisk, uden at kunne underbygge dem med eksempler. Hvis du skriver, at du er selvstændig, så giv et eksempel på hvordan det kommer til udtryk i dit arbejde.

Undervurdér desuden aldrig vigtigheden af en god overskrift. Tag udgangspunkt i jobopslaget og fortæl med én sætning, hvordan du kan tilføre virksomheden værdi ud fra dine kompetencer. Et eksempel på det kunne være: ”Ambitiøs og erfaren kunderådgiver, der brænder for at yde god kundeservice” eller ”Detaljeorienteret og vedholdende IT-medarbejder med mere end 10 års erfaring”. 

3. Fortæl hvad du kan tilbyde

Lad være med at fokusere på, hvorfor du har brug for jobbet. Gør i stedet virksomheden opmærksom på, hvorfor den har brug for dig. Din kommende arbejdsgiver ønsker ikke at høre, at du søger jobbet, fordi du skal kunne betale huslejen, bilen eller rejsen. Derimod er arbejdsgiveren interesseret i at høre, hvordan du kan bidrage til dens fremtidige vækst og succes. Forhold dig derfor til de konkrete krav, der stilles i jobannoncen, og sammenhold dem med dine kvalifikationer. 

4. Husk motivationen

Enhver arbejdsgiver er interesseret i at have motiverede og passionerede medarbejdere. Derfor er det en god idé, at du i ansøgningen skriver, hvad der motiverer dig ved jobbet. Hvad er det, der gør, at du finder virksomheden interessant og jobbet meningsfuldt? 

Fortæl også, hvad du er passioneret omkring, og hvordan det kommer til udtryk i dit arbejde, i dine fritidsinteresser osv. 

5. Tjek igennem for fejl

Når du mener, at du har fået alt det vigtige med i ansøgningen, bør du læse den igennem med kritiske øjne. Er den sammenhængende, står afsnittene i den mest optimale rækkefølge, er der stave- eller kommafejl? 

Det kan også være en rigtig god idé at få en ven eller veninde til at læse din jobansøgning igennem og komme med konstruktiv kritik. Andre får sikkert øje på noget andet, end du selv gør.

Når alle rettelserne er lavet, er den klar til at blive sendt afsted, og så er der kun tilbage at krydse fingre for, at du får jobbet!

Har du styr på dit CV? Få 4 gode råd til, hvordan du sætter det rigtigt op

Følg os