Gode råd til LinkedIn

5 gode råd til din jobjagt på LinkedIn.


Arbejdsgivere anvender i højere og højere grad LinkedIn i jagten på deres næste medarbejder. Læs her, hvordan du tilføjer indhold til din profil, som øger din synlighed på LinkedIn.

1. Brug et professionelt billede

Det er vigtigt, at du med dit LinkedIn-billede signalerer professionalisme. Hvis du har fået taget et professionelt billede i arbejdssammenhæng, kan du bruge det. Alternativt kan du få en, du kender, til at tage et billede af dig. Det vigtigste er, at du ser ud på fotoet, som du ville gøre på arbejdet. Billedet kan du også bruge til dit CV.

2. Brug en beskrivende overskrift

Du bør som minimum skrive stillingsbetegnelse og arbejdsplads eller studieretning i overskriften. Det kan dog være en fordel at tilføje lidt flere ord til overskriften, hvis du ønsker at få flere sidevisninger. Fortæl om, hvad du helt konkret laver i dit job. Et eksempel på en overskrift kunne være: ”Plukker og pakker varer til medicinalindustrien – Lagermedarbejder hos Novo Nordisk”. 

Få eventuelt inspiration til overskriften fra andre i dit netværk og overvej hvilke søgeord, du ønsker at findes på, på Google.

3. Giv en kort beskrivelse

I den korte beskrivelse får du mulighed for at uddybe din uddannelsesbaggrund, dine kernekompetencer, udlandsophold, IT-færdigheder og lignende. Slut gerne beskrivelsen af med dine kontaktoplysninger, så potentielle arbejdsgivere kan kontakte dig direkte per mail eller telefon. 

Ligesom med overskriften er det også relevant at tænke i søgeord i forhold til denne sektion. Hvad er det for nogle ord, der betegner dine kompetencer bedst, og som du gerne vil forbindes med? Sørg for at bruge de ord i den korte beskrivelse.

4. Udbyg din profil med relevant indhold

Først og fremmest bør du udfylde afsnittene omkring erfaring og uddannelse og opdatere dem løbende. Dernæst kan du gøre din profil mere interessant ved at tilføje sprog samt eventuelt frivilligt arbejde, kurser, certificeringer m.m. Alt dette vil få dig til at fremstå mere attraktiv i en arbejdsgivers øjne.

5. Fremhæv dine kompetencer

Tilføj dine primære kompetencer under afsnittet om kompetencer og anerkendelser. Eksempler på kompetencer er varemodtagelse, pakning og truckkørsel. Det kunne også være salg, kundeservice og projektledelse. 

Så snart du har tilføjet dine kompetencer, kan andre i dit netværk give deres anerkendelse. Husk dog på at anerkendelser sjældent kommer af sig selv. Det kan derfor være en god idé at anerkende andre i dit netværk for deres kompetencer. De vil da typisk være mere tilbøjelige til at anerkende dig for dine kompetencer. 

Det kan ligeledes være en god idé at få nuværende eller tidligere arbejdsgivere og kollegaer til at skrive en kort anbefaling af dig som medarbejder eller kollega. Referencer vægtes højt blandt mange rekrutteringsfolk.

6. Dyrk dit netværk

Sørg for at give noget til dit netværk i form af faglige indlæg, deling af relevante artikler, webinarer og lignende. Hold også øje med hvad personer i dit netværk poster og giv gerne et like, en kommentar eller del deres opslag. 

Derudover kan du med fordel melde dig ind i grupper, som er relevante for dig. Du kan søge efter grupper i søgefeltet på LinkedIn. Igennem disse grupper kan du opnå kontakt og sparring med andre inden for dit fagområde.

 

Følg os