Gode råd til Facebook

Vi giver 4 gode råd til, hvordan du bedst anvender Facebook i din jobjagt.


Ledere og rekrutteringskonsulenter er også på Facebook, og de bruger det gerne som et værktøj i ansøgningsprocessen. Her guider vi dig til, hvordan du fremstår troværdigt for potentielle arbejdsgivere på Facebook.

1. Undgå upassende billeder

Først og fremmest bør du undgå at have billeder liggende af dig selv, som vil anses for upassende i en arbejdsgivers øjne. Det kan eksempelvis være billeder af dig uden særligt meget tøj på eller i en lidt for festlig situation. Begge ting virker useriøst i en arbejdsgivers eller rekrutteringskonsulents øjne, og det kan være årsag til, at de vælger en anden til jobbet.

2. Gennemgå dine privatindstillinger

En anden ting, du kan gøre, er at gennemgå dine privatindstillinger. Her kan du vælge, hvem der skal kunne se dine og andres opslag på din væg. Du kan eksempelvis begrænse det, så det kun er dine Facebook-venner, der kan se opslagene. Hvis du vælger at gøre nogle oplysninger tilgængelige for offentligheden, bør du sørge for, at de stemmer overens med virkeligheden, og det du siger til jobinterviewet. På den måde undgår du misforståelser.

3. Opdatér uddannelse og arbejde

Det kan være en god idé at gøre oplysninger om uddannelse og arbejde frit tilgængelige for offentligheden. Hvis du vælger at gøre det, er det vigtigt, at du sørger for at holde det opdateret. Gå derfor ind og ret i disse oplysninger, hver gang du afslutter en uddannelse og starter en ny. Det samme gør sig gældende i forhold til job.

4. Meld dig ind i relevante grupper 

Der findes mange forskellige grupper på Facebook, og nogle af dem kan rent faktisk øge dine chancer for at komme i job. Der findes således et hav af grupper for jobsøgende, hvor du kan gøre opmærksom på dig selv, og hvor arbejdsgivere kan poste jobopslag. For at finde disse grupper skal du blot søge på ord som ”jobsøgende”, ”ledige job” og ”studiejob” i søgefeltet på Facebook.

Nogle af grupperne er offentlige, hvilket betyder, at alle kan blive medlem. Andre er private men kræver blot, at du anmoder om at blive medlem. Din anmodning vil typisk blive godkendt af en administrator inden for ganske kort tid.

Læs mere om, hvordan du øger dine jobchancer på LinkedIn 

Følg os