Gode råd til LinkedIn

Sådan fanger du din kommende arbejdsgivers opmærksomhed på LinkedIn.


Ved at sørge for løbende at holde din LinkedIn-profil up-to-date kan du øge din attraktivitet i forhold til arbejdsmarkedet og dermed dine chancer for at få et job.

1. Benyt et professionelt billede

Et profilbillede er vigtigt, da en LinkedIn-profil med billede, ifølge LinkedIn selv, får 14 gange så mange visninger som en profil uden billede. Du bør dog ikke benytte et hvilket som helst billede, da dit profilbillede skal signalere professionalisme. Undgå forstyrrende elementer i baggrunden, andre personer på billedet og feriebilleder generelt. Få evt. en ven eller veninde til at tage et billede af dig med et godt kamera, som du kan bruge specifikt til LinkedIn.

2. Optimér din overskrift 

I overskriften kan du med få ord fortælle, hvem du er. Mange nøjes med at skrive stillingsbetegnelse og arbejdsplads eller studieretning. Det kan virke ret anonymt, så du kan i stedet bruge overskriften til at fortælle, hvad du helt konkret laver. I stedet for at skrive ”Kundeservicemedarbejder hos Telia”, kan du for eksempel optimere overskriften ved at skrive: ”Skaber gode kundeoplevelser via telefonisk kundeservice – Kundeservicemedarbejder hos Telia”.

Du kan få inspiration til overskriften ved at undersøge, hvad andre i dit netværk har skrevet i deres overskrift, og overveje hvilke nøgleord du gerne vil fremhæve i forhold til din faglige profil, samt hvilke søgeord du vil findes på.

3. Skriv en kort beskrivelse 

I den korte beskrivelse får du mulighed for at uddybe din uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund samt fremhæve dine primære kompetencer og resultater. Uddyb også gerne her hvilke programmer/IT-systemer, du har praktisk erfaring med, og i hvilke situationer du har benyttet dem. Udlandsophold, frivilligt arbejde og lignende kan også uddybes her.

4. Tilføj indhold til profilen

Det er vigtigt, at du opdaterer uddannelse og erhvervserfaring løbende. Desuden bør du tilføje indhold til din profil i form af eventuelt frivilligt arbejde, du har udført, kurser du har deltaget i m.m. På den måde giver du et langt mere nuanceret billede af dig selv.

5. Fremhæv dine kompetencer 

Du kan tilføje kompetencer til din profil, som andre på LinkedIn har mulighed for at anerkende dig for. Det kan for eksempel være kundeservice, teamwork og salg. Hold dig til de kompetencer, der er vigtigst for dig at fremhæve i forhold til det job, du ønsker at havne i. Husk også at bede tidligere kollegaer og chefer om at bidrage med anbefalinger, som dokumenterer dine kompetencer.

6. Vær aktiv 

Del indlæg som du mener er relevante for dit netværk. Like, kommentér og del andres opslag. Meld dig ind i grupper, som er relevante for dig, og som kan føre til kontakt til mulige arbejdsgivere. Med andre ord: Sørg for at være aktiv på LinkedIn, så du bliver lagt mærke til. Det er ligegyldigt at have et stort netværk, hvis ikke du bruger det til noget.

Læs også, hvordan du øger dine jobchancer med Facebook 

Følg os